Aalborg Kommunes mønt i orangepink gradient
start på hovedindhold

Projekter i Børn og Unge

  • Projekter vi arbejder med i Børn og Unge, som styrker børn og elevers læring og trivsel på forskellig vis.

Mental sundhed og mestring i folkeskolen

Et treårigt trivselsprojekt i skolerne har vist så gode resultater, at kommunen nu gør indsatsen permanent. 

En ny evaluering, baseret på spørgeskemabesvarelser fra ca. 2.500 elever, 130 medarbejdere og 870 forældre, fremhæver stærk faglighed og mærkbare forbedringer i elevernes hverdag - og byrådet har på denne baggrund afsat midler til at forankre indsatsen permanent i folkeskolen.

Formålet med projektet er at understøtte forebyggelsen af mistrivsel ved at formidle normaliserende, realistisk og forskningsbaseret viden om, hvad det vil sige at være menneske – med alle de naturlige reaktioner på livets udsving, vi alle oplever.

Undervisning midt i klasselokalet

En af nøglerne til de gode resultater er, at indsatsen er rykket helt ind i klasselokalet.

PPR-psykologer har stået for undervisningsforløb i alle kommunens 7. klasser, hvor eleverne arbejder med tre centrale temaer: hjernens opbygning og funktioner, sammenhængen mellem tanker og følelser samt mennesket som socialt væsen.

I 8. klasse følges der op med et såkaldt "booster-forløb", hvor eleverne arbejder videre med fællesskaber, sprogets betydning og det at kunne håndtere modstand.

Forældre og lærere spiller med

Projektet rækker også ud over eleverne selv. Forældre har deltaget i møder med PPR-psykologer og fået redskaber til bedre at forstå og støtte deres børns trivsel. Gennem forældremøderne er forældrene blevet introduceret til samme viden og sprog, som eleverne i 7. klasse bliver undervist i.

Samtidig er der udviklet temainddelte, trivselsrelaterede redskaber, som kan anvendes af lærere i hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til 9. klasse.

Fakta om 'Mental sundhed og mestring i folkeskolen'

  • Projektet er støttet af midler fra Det Obelske Familiefond
  • Projektet er også tilbudt til alle fri- og privatskoler, hvoraf mange har valgt at deltage

Find de trivselsrelaterede redskaber

  • Er du ansat i Aalborg Kommune, kan du finde alle redskaberne på intranettet VI ved at søge på: Mental sundhed - værktøjer.
  • Hvis ikke du har adgang til VI, men gerne vil have redskaberne tilsendt, kan du kontakte Rikke Paulsen på mail: rikke.paulsen@aalborg.dk

Co-teaching

Co-teaching skal understøtte udviklingen af inkluderende læringsmiljøer ved undervisningsdifferentiering og styrkelse af læringsfællesskaberne. Med investering i almenundervisningen er det forventeligt, at der kan inkluderes flere elever i almenundervisningen.

Indsatsen omhandler vores almene grundskoler, AUX (10. klasse) samt et samarbejde med Pædagogiske Psykologisk Rådgivning.

Der er på alle skoler udnævnt minimum en ressourceperson, som har en central rolle. Ressourcepersonen har til opgave, sammen med skoleledelsen, at sikre lokal forankring og implementering på skolerne.

Ressourcepersonerne har til opgave at udbrede Co-teaching i undervisningen samt sikre kvaliteten. Ressourcepersonerne får frigivet tid til at understøtte indsatsen lokalt, samt deltage i undervisningen som mesterlære.

Co-teaching indsatsen er en del af Børn og Unges – Stærke fællesskaber indsatsen. Gennem implementering af Co-teaching udvikles de didaktiske og organisatoriske rammer for herigennem at skabe flere deltagelsesmuligheder for alle elever i læringsfællesskabet.

Erasmus+ akkreditering

EU-kommissionen giver økonomisk tilskud til mobiliteter/rejser i Europa med fagligt læringsformål, når der indgår interaktion med andre organisationer.

Alle skoler og dagtilbud i Aalborg kan fra år til år oprettes som partnere i Børn og Unges konsortium og anmode om deltagelse.

Erasmus+ mobiliteter gælder eksempelvis kompetenceudvikling af medarbejdere, elevudveksling, institutionsbesøg, job-shadow, lejrskoler hos en venskabsklasse og internationale ekspertoplæg.

Rejserne skal relateres til udvalgte kommunale indsatser og opfylde et centralt læringsbehov.

Nest i dagtilbud

I Børn og Unge har vi en ambition om at arbejde med dagtilbud af høj kvalitet, der kan gøre en forskel for alle børn – og særligt børn i udsatte positioner. Vores fælles grundlag for at arbejde med dagtilbud af høj kvalitet finder vi i den styrkede pædagogiske læreplan. Når vi taler om dagtilbud af højkvalitet, handler det i høj grad om kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen. Det har betydning for kvaliteten, hvilke pædagogiske rammer vi opstiller, og hvordan vi bruger dem. Dette gælder alle børn, og særligt børn i udsatte positioner.

Nest i dagtilbud er en pædagogisk tænkning, der anvendes i hele institutionen. Det kan være med til at styrke pædagogernes professionalisme i forhold til at etablere nærvær, omsorg, tryghed og anerkendende relationer samtidig med, at der er en opmærksomhed på rammernes betydning.

Nest er en forebyggende tilgang, der giver et bud på, hvordan der i dagtilbud kan arbejdes med at skabe læringsmiljøer, hvor alle børn trives, lærer og udvikler sig til livsduelige voksne. Nest giver et bud på, hvordan man understøtter alle børns mulighed for medbestemmelse og deltagelse i læringsmiljøet over hele dagen.

Læs om Nest i dagtilbud i 'Arbejdshæfte til kompetenceudviklingsforløb for pædagogisk personale i dagtilbud'