Botilbuddet Vestergade
Kort om botilbuddet
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Beboere
Botilbuddet Vestergade er et botilbud for voksne i alderen 18 til 85 år med en betydelig nedsat psykisk funktionsevne, som har behov for støtte i hverdagen. Beboerne kan have psykiske lidelser som depression, angst, personlighedsforstyrrelser og en forandret virkelighedsopfattelse.
Funktionsnedsættelsen kommer forskelligt til udtryk og kan blandt andet vise sig som vanskeligheder i sociale sammenhænge, udfordringer med tilknytning, selvskadende adfærd, angstproblematikker eller psykotiske forestillinger.
Fælles for beboerne er et behov for struktur, tryghed og støtte til at mestre eget liv. Vi møder hvert menneske med respekt og ser bag diagnosen. Med afsæt i håb, ressourcer og personlige ønsker støtter vi den enkelte i at genvinde eller udvikle handlemuligheder, skabe mening i hverdagen og indgå i relationer, der styrker trivsel og livskvalitet.
Antal pladser
-
Botilbuddet Vestergade har 12 pladser.
-
Boliger
Botilbuddet Vestergade ligger på anden sal i en ejendom, hvor der er ældreboliger i etagerne nedenunder. Boligerne er fordelt, så syv beboere har egen bolig med fuld adgang til fællesstue og køkken, mens fem beboere har egen lejlighed med mere begrænset adgang til fællesarealerne. Denne opdeling giver mulighed for både fællesskab og behovstilpasset skærmning.
Der er elevator i opgangen, som sikrer let adgang for alle. Boligerne danner rammen om et hjem, hvor beboerne kan trække sig tilbage, når der er behov for ro, og deltage i fælleslivet, når overskuddet er der. Rammerne understøtter selvbestemmelse og hverdagsmestring i små, overskuelige skridt og giver plads til individuelle rytmer, ønsker og mål.
Stedet
Botilbuddet Vestergade er et længerevarende botilbud med fokus på tryghed, struktur og relationer. Stedet er først og fremmest beboernes hjem, hvor hverdagen tilpasses den enkeltes behov og livssituation. Vi arbejder målrettet for at skabe en rolig og forudsigelig hverdag, hvor beboerne oplever sig set, hørt og respekteret.
Med en recoveryorienteret tilgang støtter vi beboerne i at genfinde håb og mening og i at opbygge færdigheder, der styrker selvstændighed og deltagelse i eget liv og i fællesskabet.
Beliggenhed
Botilbuddet Vestergade ligger centralt i Aalborg for enden af en rolig gågade med udsigt til butikker og byliv. I stueetagen er der et supermarked, som giver nem adgang til dagligvarer og mulighed for at øve hverdagsfærdigheder i trygge rammer.
Tilbuddet ligger tæt på busforbindelser med god adgang til Aalborg centrum og øvrige dele af byen. I nærområdet findes aktivitets- og samværstilbud som Kildehuset og Sindklubben, som flere beboere benytter. Beliggenheden gør det let at deltage i byens tilbud og understøtter et aktivt og meningsfuldt hverdagsliv med kontakt til omverdenen.
