
Botilbuddet VoksenBøgen Pitsvej
Kort om botilbuddet
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Beboere
Pitsvej er et hjem for voksne i alderen 17 til 100 år med komplekse og sammensatte behov. Mange lever med dobbeltdiagnoser og flere samtidige problemstillinger, for eksempel intellektuel funktionsnedsættelse, udviklingsforstyrrelser, neurologiske udfordringer samt tilknytnings- og kontaktvanskeligheder.
Nogle oplever også indad- og udadreagerende adfærd. Vi møder hver borger med håb, respekt og nysgerrighed og støtter i at bruge egne ressourcer. Strukturerede rammer, tydelige relationer og hjælp til selvhjælp gør det muligt at tage små skridt mod mere selvbestemmelse i hverdagen.
Antal pladser
- Pitsvej har 5 pladser.
Boliger
Tilbuddet ligger i en bolig i to etager. I stueplan er der to selvstændige lejligheder på cirka 50 kvadratmeter med eget køkken, stue, soveværelse, gang, badeværelse og vaskemaskine. På første sal er der tre værelser på cirka 20 kvadratmeter med fælles køkken og kombineret spise- og opholdsstue. I kælderen findes depotrum og fælles vaskerum.
Udenfor er der et stort areal med mulighed for grill og udeliv, og i nærheden kan beboerne benytte et træningslokale. Rammerne understøtter både ro, skærmning, selvstændighed og deltagelse i fællesskab.
Stedet
Pitsvej er et døgndækket botilbud med sovende personale. Vi skaber trygge, hjemlige rammer, hvor støtte og struktur tilpasses den enkelte borger og dennes mål. Ophold kan være midlertidige eller længerevarende efter § 107 og § 108. Recoveryorienteret rehabilitering er rammen om alt, vi gør: Vi arbejder med håb, mening, relationer og deltagelse, så hver borger kan udvikle mestring i eget tempo.
Beliggenhed
Pitsvej ligger tæt på de naturskønne omgivelser i Hammer Bakker og på indkøb og aktiviteter i Vodskov. Her er gode busforbindelser til Aalborg. Naturen og byen giver mulighed for både ro, bevægelse og deltagelse i nærmiljøet. Det gør det let at koble hverdagens mål med konkrete ture, ærinder og fællesskaber uden for hjemmet.




