Visitation Dagtilbud laver visitation på baggrund af nedenstående faglige kriterier. Orienter jer gerne i kriterierne før, at I ansøger.
Dispensation
Dispensation gives på baggrund af en faglig vurdering af, hvorvidt yderligere udsættelse af børnehavestart vil tilgodese barnets trivsel og udvikling samt sikre en mere smidig og hensigtsmæssig overgang for barnet og/eller forældrene til kommende tilbud.
Hvem er målgruppen
Målgruppen for dispensation er børn, der på baggrund af en pædagogisk vurdering skal have udsat deres børnehavestart ud over de 3 måneder, der allerede er givet. Der kan være tale om børn, hvor der afventes yderligere beskrivelse/udredning før visitering med henblik på målrettet udpegning af tilbud:
- Afslutning af igangværende behandlingsforløb (for eksempel i sygehusregi)
- Plads i målrettet tilbud
§4 Fokuspladser
Daginstitutionerne har kombination af børn på almene- og specialpladser. Børnene er i børnefællesskaber på tværs af almen- og specialpladser men med udvidede muligheder for at trække sig fra det store fællesskab og etablere mindre børnefællesskaber.
Hvem er målgruppen
Børnene har behov for kontinuerlig, systematisk, individuelt tilrettelagt indsats for at understøtte barnets udviklingspotentiale bedst muligt. Det kan være børn der følges og er udredt i PPR-regi af forskellige fagligheder så som talepædagog, fysio- og ergoterapeut eller hvor familien understøttes i forhold til vanskeligheder af socio-emotionel karakter. Barnet kan være kendt og eventuelt udredt i sygehusregi (somatisk og/eller psykiatri). Børnegruppen er kendetegnet ved, at der ikke eller i lav grad er progression i deres udvikling bredt set eller på specifikke områder i forhold til barnets trivsel, læring og dannelse.
Læs mere om Fokuspladser - Information til forældre
§83 Specialgrupper og Specialbørnehaver
Specialdaginstitutionerne og specialgrupperne har flere voksne per børn. Selvom alle tilbuddene er oprettet efter Barnets lov §83, arbejdes der også med afsæt i dagtilbudsloven i forhold til den styrkede pædagogiske læreplan og det fælles pædagogiske grundlag.
Hvem er målgruppen
Målgruppen er børn med betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, der har behov for særligt tilrettelagt hjælp og støtte. Behovet for hjælp, støtte og behandling skal være af en karakter, der gør, at dette ikke kan dækkes i et almindeligt tilbud efter dagtilbudslovens bestemmelser.
Betydelig funktionsnedsættelsen, dækker over, at barnet er funktionsnedsat på flere udviklingsområder, og at vanskelighederne som følge deraf er komplekse og sammensatte. Børnene kan have behov for hjælpemidler eller andre tiltag i hverdagen, der understøtter barnet i at kunne fungere i hverdagen med god livskvalitet, men tiltag og hjælpemidler kompenserer ikke i tilstrækkelig grad for, at barnet kan føre en almindelig tilværelse.
Varig funktionsnedsættelsen indebærer, at de vanskeligheder barnet har/oplever, ikke indenfor en overskuelig fremtid (frem til barnets 6. leveår) ser ud til at forsvinde og/eller mindskes i et omfang der gør, at barnet kan føre en normal tilværelse (eventuelt med kompenserende hjælpemidler/støtte). Støttebehovet vurderes at være varigt, når det er af længerevarende karakter, og ikke forventes mindsket i en grad der gør, at barnet kan indgå på almene vilkår i et alment dagtilbud, indtil barnets 6. leveår/skolestart.
Målgruppen i specialgrupperne vil derudover være børn, hvor der vurderes at de vil kunne havde en fordel af eventuelt at kunne være en del af almen børnefællesskaber i mindre periode af dagen eller ugen.
Børnegruppen der visiteres til §83-tilbud følges af PPR og er typisk udredt i sygehus regi (somatisk og/eller psykiatrisk). Det kan være børn der er udredt med udviklingsforstyrrelser, kromosom- og genafvigelser, svær epilepsi, hjerneskader, forskellige sansehandicap, forskellige fysiske lidelser/handicap (fx rygmarvsbrok) med flere. Børnenes vanskeligheder er komplekse og sammensatte med betydelig udviklingsforsinkelse på flere udviklingsområder.
Der kan ofte være tilstødende trivselsproblematikker i forhold til basale trivselsdimensioner som kost, søvn, vækst med flere.
Dobbeltpladser
Dobbeltpladser betyder, at barnet tæller for 2 børn i dagplejen. Der er tale om børn i udsatte positioner, der i en afgrænset periode har behov for ekstra støtte til at sikre trivsel og udvikling. Børnene er en del af den almene børnegruppe hos dagplejeren.
Visitation til dobbeltpladser håndteres af Dagplejen telefon 99 82 31 00
Hvem er målgruppen
Målgruppen for dobbeltplads i dagplejen er børn i udsatte positioner med behov for mere kontinuerlig og længerevarende støtte, og hvor støtte gennem forebyggende indsatser ikke har vist sig tilstrækkelige.
Børn i målgruppe til dobbeltplads vil typisk være børn, hvor man er bekymret for barnets trivsel og udvikling, og hvor der ikke ses tilstrækkelig progression. Det vil ofte være børn med forsinket udvikling på specifikke områder eller udbredt på flere udviklingsområder. Det kan for eksempel være børn med svære sanseintegrationsforstyrrelser eller et langsommere indlæringstempo.
Formålet med tildeling af dobbeltplads er at give barnet en udviklingsstøttende indsats over en periode med forhåbning om, at udviklingen tager fart, og barnet kommer i bedre trivsel, så barnet på sigt vil kunne klare sig på almene vilkår.