
Rehabiliteringspsykologi for tværfaglige medarbejdere: Introduktion til BackUp programmerne
Tilmeld dig intensivt kursus i BackUp-programmet: psykosocial intervention for personer i rehabilitering og deres pårørende.
Om kurset
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Beskrivelse
Kurserne i BackUp-programmerne klæder dig på til at facilitere forløb til personer i rehabilitering og deres pårørende. Vi afholder en kursusdag med fokus på BackUp til personer i rehabilitering og en kursusdag med fokus på BackUp til pårørende. Du har mulighed for at tilmelde dig én eller begge dage.
Kurserne henvender sig til dig, der arbejder som ergo/fysioterapeut, socialrådgiver, koordinator, sygeplejerske, psykolog eller i anden sammenhæng arbejder med rehabilitering. Kurset tager udgangspunkt i rehabilitering efter erhvervet hjerneskade, men indholdet kan anvendes på mange målgrupper, for eksempel syns- og hørenedsættelse, psykiatriske problemstillinger med flere. Vi vil undervejs tilpasse indholdet i forhold til kursisternes behov og baggrund. På kurset vil du tilegne dig viden og færdigheder til at kunne gennemføre og facilitere forløb baseret på BackUp i din egen praksis.
BackUp er en værktøjskasse og en anbefalet struktur over et forløb til at støtte den psykosociale rehabilitering, som kan anvendes til personer i rehabilitering samt til pårørende. BackUp-forløb tilpasses altid den enkelte persons behov og oplevede udfordringer. Under BackUp tages der udgangspunkt i en række tematikker hen over forløbet, herunder svære tanker og følelser, sorg og forandrede relationer.
Dette er et “hands on” intensivt kursus, hvor formålet er at give deltagerne en omfattende forståelse af implementering af BackUp i egen praksis.
Det er en forudsætning, at du som deltager på forhånd har en faglig viden om rehabiliteringspsykologi og kender til basale principper i kognitiv adfærdsterapi, den narrative tilgang og aktuelle sorgmodeller.
Vi anbefaler eventuelt, at du forinden kurset deltager i vores efteruddannelse i rehabiliteringspsykologi. Læs om kurset efteruddannelse i rehabiliteringspsykologi for tværfaglige medarbejdere
Undervisningen baserer sig på dialog mellem underviser og deltagere og vil veksle mellem oplæg, små øvelser/facilitering af refleksion samt rollespil.
Dato
Hold øje her for nye datoer i 2026.
Pris
1.950 kroner per dag inkl. forplejning og undervisningsmaterialer.
Undervisere
Chalotte Glintborg, lektor i rehabiliteringspsykologi og Cecilie M.S. Thøgersen, adjunkt i rehabiliteringspsykologi.
Forplejning
Morgenmad, frokost og eftermiddagskage/kaffe.
Om BackUp-programmerne
BackUp© er et manualbaseret psykologisk interventionsprogram designet til personer i rehabilitering og deres pårørende. Programmet kombinerer elementer fra Compassion Focused Therapy (CFT), Acceptance and Commitment Therapy (ACT), mindfulness og narrative perspektiver. BackUp er udviklet på Aalborg Universitet af lektor Chalotte Glintborg, lektor Tia Hansen og adjunkt Cecilie Marie Schmidt Thøgersen.
Et eksemplar af bogen ”BackUp For voksne med erhvervet hjerneskade” medfølger på kursusdagen om BackUp til ramte.
Et eksemplar af bogen ”BackUp For pårørende til personer med erhvervet hjerneskade” medfølger på kursusdagen om BackUp til pårørende.
Vær opmærksom på, at kurset kan blive aflyst ved for få tilmeldte. I så fald gives besked senest 14 dage inden kursusstart.



